Gadstrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Lønager, Borup, Ringsted
Greve Strandvej, Greve
Ågerupvej, Vigersted, Ringsted
Solbjergvej, Kalundborg
Egevej, Solrød Strand
Kystvejen, Strøby
Frederiksborgvej, Roskilde
Ahornlunden, Himmelev, Roskilde
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Bakkegårdsvej, Kalundborg
Tyveri fra køretøjer:
Ingen
Drone i luften inden for sikkerhedsområde – Snoldelev Bygade, Gadstrup, Roskilde
Kl. 10.08 anmeldte en medarbejder fra Roskilde Lufthavn, at der var blevet observeret en drone i luften, som befandt sig inden for lufthavnens sikkerhedsområde, og dermed var flyvningen ulovlig. Politiet fandt frem til dronens ejer. Det viste sig at være en otte-årig dreng, som havde fløjet med dronen, uden at hans pårørende var vidende om flyvningen. Drengens pårørende blev vejledt om reglerne for droneflyvning, herunder afstand til lufthavnen og aldergrænse mv. Patruljen kørte derefter videre til andre opgaver.
Færdselsuheld – Ringstedvej – Kvanløse – Holbæk
Kl. 13.02 skete et færdselsuheld, da en 74-årige kvinde fra Nykøbing Sjælland, som kom kørende i sin personbil mod nord ad Ringstedvej af ukendte årsager krydsede over i modsatte vognbane og påkørte en personbil, som kom kørende i sydgående retning, og som blev ført af en 76-årig mand fra Holbæk. Dette medførte, at den 76-årige mandlige bilist påkørte en bil, ført af en 42-årig mand fra Kalundborg, som kom kørende i sydlig retning. Den 74-årig kvinde pådrog sig alvorlige skader ved uheldet og blev kørt på sygehuset for at få behandling for sine skader. Den 42-årige blev også kørt til tjek på sygehuset, men var ikke kommet til skade, og den 76-årige mand slap uskadt fra uheldet. Den 74-årige kvinde skal afhøres til sagen, når hun er klar til det.
Butikstyveri – Bromarken, Jyllinge – Roskilde
Kl. 13.16 anholdt politiet en 37-årig mand og en 32-årig kvinde – begge fra Stenløse – og sigtede dem for henholdsvis butikstyveri og medvirken til butikstyveri. Manden havde stjålet varer for ca. 4000 kr., blandt andet i form af adskillige flasker spiritus og kød. Politiet ransagede manden bil og fandt her flere tyvekoster, som stammede fra et andet butikstyveri fra et nærliggende supermarked, hvor der også var stjålet for ca. 4000 kr. Desuden fandt politiet 16 stykker oksekød, som manden ikke kunne redegøre for. Den sigtede 32-årige kvinde blev afhørt til sagen og blev derefter løsladt, men er fortsat sigtet i sagen. Den 37-årige mand fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Roskilde kl. 13 i dag.
Spirituskørsel – Gammel Ringstedvej, Køge
Kl. 14.20 blev en 40-årig mand fra Køge sigtet for spirituskørsel. Manden var kortvarigt anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve til sagen, og derefter blev han løsladt. Sagen afgøres, når resultatet af blodprøven modtages af politiet.
Færdselsuheld – Byageren, Roskilde
Kl. 14.25 kolliderede en personbil, ført af en 40-årig mand fra Roskilde med en el-cykel, der blev ført af en 82-årig kvinde fra Roskilde i krydset Bytoften/Byageren. Den 82-årige kvinde væltede ned på asfalten og slog sin underarm. En ambulance kom frem til stedet, hvor begge parter var sluppet fra sammenstødet uden personskade.
Spirituskørsel – Nykøbingvej, Snertinge – Kalundborg
Kl. 19.13 blev en 33-årig mand fra Ishøj sigtet for spirituskørsel samt kørsel uden gyldigt kørekort, da han er frakendt kørekortet. Manden var kortvarigt anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve til sagen, og derefter blev han løsladt. Sagen afgøres, når resultatet af blodprøven modtages af politiet.
Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 19.26 skete et færdselsuheld med fire implicerede biler, som alle kom kørende i østlig retning ad Vestmotorvejen. Ved Vemmelev påkørte en 18-årig mand fra Birkerød en forankørende bil, da den 18-årige overså, at bilen bremsede. Den 18-åriges bil blev derpå påkørt bagfra af en bilist, som blev påkørt af en bagfra kommende bil. Der skete skade på de fire implicerede køretøjer. Ingen personer kom til skade ved uheldet, som medførte, at en vognbane var spærret, mens bilerne blev flyttet væk fra kørebanen.
Større gruppe mænd affyrede fyrværkeri – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 21.16 indløb en anmeldelse om, at 20-30 personer var i færd med at affyre fyrværkeri – dels op i luften og dels over mod arresten. Politiet tilbageholdt kort efter 13 mænd i alderen 17-32 år, de fleste af dem bosiddende i Storkøbenhavn, men det var ikke muligt at identificere de personer, der havde affyret fyrværkeri mod arresten, da de på videoovervågningen fra arresten var maskerede. Ingen blev sigtet for ulovlig affyring af fyrværkeri eller for at forsøge at sætte sig i forbindelse med indsatte i arresten. De tilbageholdte personer blev registreret af politiet og fik efterfølgende lov at gå.
Brugstyveri af ATV – Karlslunde Centervej, Karlslunde – Greve
Kl. 00.54 bemærkede en hundepatrulje flere personer, som kørte på en ATV på Karlslunde Centervej. Patruljen besluttede sig for at undersøge sagen nærmere, hvorved flere personer forsvandt fra stedet og efterlod ATV’en. To unge mænd blev tilbageholdt på Sortemosen, mens to andre forsvandt fra stedet. Hundepatruljen fulgte sporet væk fra ATV’en og kunne efter ca. en kilometer lokalisere to unge mænd, som blev anholdt. ATV’en, som de fire anholdte ikke kunne redegøre for, er i politiet varetægt, og det skal nu klarlægges, hvem der ejer køretøjet, da den er uregistreret. To af de anholdte på 15 og 17 år blev kørt hjem til deres forældre og løsladt. De to øvrige – en 20-årig mand fra Tilst og en 21-årige fra Greve er løsladt. Alle fire unge mænd er sigtet i sagen og skal nu afhøres til sagen, så politiet kan klarlægge hændelsesforløbet.
Narkokørsel – Ringstedvej, Køge
Kl. 02.47 blev en 48-årig mand fra Køge sigtet for narkokørsel. Manden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Sagen afgøres på et senere tidspunkt, når resultatet af blodprøven modtages af politiet.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde – Lejre
Kl. 05.20 skete et solouheld på det vestgående spor på motorvejen. En bil ført af en 38-årig mand fra Regstrup mistede herredømmet over sin bil og påkørte først midterautoværnet og efterfølgende autoværnet i højre side. Uheldet betød, at samtlige vejbaner i vestgående retning var spærret kortvarigt, mens der blev ryddet op på ulykkesstedet. En hund, der befandt sig i den forulykkede bil, undløb fra ulykkesstedet. Den blev senere fundet og tilbageholdt af en borger og efterfølgende genforenet med ejeren – den 38-årige mand, som slap uskadt fra uheldet.