Bliv sagsbehandler i Danmarks nye jordbaserede luftforsvar og forebyg drone-trusler

dato

Ønsker du et spændende udviklingsjob i dynamiske omgivelser? Vil du være med til at forme en ny højteknologisk kapacitet fra bunden? Så er jobbet som sagsbehandler i Counter Unmanned Aerial Systems (C-UAS) elementet ved Danmarks Jordbaserede Luftforsvar måske noget for dig.

Om os

Den sikkerhedspolitiske situation har betydet, at man opbygger Forsvarets kapacitet. I den forbindelse har man oprettet Air Defence Wing, som er en ny operativ enhed i Flyvevåbnet, der bliver rammen for et nyt jordbaseret luftforsvar. I de kommende år vil der blive ansat, anskaffet og uddannet med stor hastighed. Air Defence Wing er placeret på Flyvestation Skalstrup, lige uden for Roskilde, som også vil være din faste arbejdsplads.

Enheden skal stå for afprøvning og implementering af forskellige typer C-UAS-systemer til beskyttelse af Flyvestationen og det jordbaserede luftværn under deployering. Rammer og snitflader med andre enheder og myndigheder er derfor flydende og vil blive fastsat undervejs i opbygnings- og testfasen. Enheden kommer dog til at have en bred berøringsflade, hvor den skal samarbejde og videns udveksle med enheder lokalt på Air Defence Wing og mange eksterne samarbejdspartnere. Opgaverne vil være mangeartede og dække både over praktiske testforsøg i felten, videns indsamling, teknisk og doktrinær sagsbehandling, planlægning og gennemførelse af uddannelse for slutbrugerne, samt koordinationsmøder med samarbejdspartnere.

Om stillingen

Stillingen har karakter af udviklingsarbejde, hvor du vil få den primære rolle med at sagsbehandle de tekniske brugerbehov, den doktrinære anvendelse og integrationen med Wingens enheder. Du kommer til at skulle sætte dig ind i C-UAS som teknologisk kapacitetsområde, rådgive om hvad området kan og hjælpe med at definere brugerbehovet. Efterfølgende vil du medvirke i udviklingen af det doktrinære grundlag for anvendelsen af de valgte systemer og støtte med implementeringen af disse.

Du skal derfor befinde dig godt i et miljø med hyppige og uforudsete forandringer uden veldefinerede rammer og mål. Der vil være stor fleksibilitet i tilrettelæggelsen af enhedens interne arbejdsgange og modus.

Vi tilbyder
Et interessant og alsidigt job med store faglige og personlige udfordringer, hvor du kommer til at være spydspidsen for kapacitetsudviklingen og implementeringen af højteknologiske militære kapaciteter.

Om dig
Vi forventer, at du er ansvarsbevidst og proaktiv, der kan fungere i et hastigt udviklende miljø. Målsætninger, rammer og vilkår ændrer sig konstant, og du skal kunne finde dig til rette i en foranderlig hverdag. Du skal så at sige, kunne lide at sætte kaos i system.

Som person er du en dygtig og effektiv kommunikator i både skrift og tale, og du formår at skabe konstruktive samarbejder på tværs af fag- og menneskegrupper. Derudover skal du være i stand til at sætte dig ind i større mængder af relativt tekniske koncepter, og formidle en vurdering af disse i klart sprog.

For at komme i betragtning til stillingen som sagsbehandler hos os foretrækkes det, at du ved indtrædelse i stillingen allerede er sikkerhedsgodkendt til hemmeligt, Du skal samtidig være i besiddelse af kørekort, minimum til kategori B.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er slået op som civil og militær.

Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.

Arbejdsstedet er i Skalstrup, Roskilde.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte KN Holme, Force Protection Advisor, på ADW-S-BSS004@MIL.DK eller telefon 728576 29.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Charlotte Meinertz Hansen på telefon 3266 5156.

Ansøgningsfrist er den 30. november 2025 og samtaler forventes afholdt løbende.

Stillingen er til besættelse 1. februar 2026.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Air Defence Wing

Air Defence Wing er en ny enhed i Flyvevåbnet med ansvar for Danmarks jordbaserede luftforsvar. Vi opbygger en helt ny kapacitet med udgangspunkt i Flyvestation Skalstrup – tidligere hjemsted for luftforsvar – og følger Flyvevåbnets wingstruktur med grupper for støtte, operation og logistik.
Vores opgave er at planlægge, implementere og drive det jordbaserede luftforsvar og samtidig ansætte og uddanne personellet bag kapaciteten. I de kommende år skal vi etablere både midlertidige og permanente løsninger, og der vil opstå mange spændende karrieremuligheder undervejs.





INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Roskilde Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Air Defence Wing, Køgevej, 4621 Gadstrup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 30-11-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/8764b783-9b5b-446d-8efe-5b9c0a75b300

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet